fbpx Skip to main content

Gratis skattejagt med store præmier. Tegne-workshop med Tormod Tegner. Dragerytterne med Disney-prinsesser, trolde-orkere og skattekiste fyldt med søde sager til skattejægerne. Krybdyr fra Krokodille Zoo. Texas Jack fra det Vilde vesten. Og StarCat med ansigtsmaling.

Gratis skattekort

I år har Centerforeningen besluttet at invitere både børn og voksne på skattejagt i Sct. Jørgens Park, hvor de sammen skal finde 10 Fidybamser, som er placeret i 10 forskellige butikker. Alle der gennemfører skattejagten er med i konkurrencen om at vinde en af i alt 19 præmier. Hovedpræmien er 5 fribilletter til en værdi af 1.295 kr. til Sommerland Sjælland. Herudover er der et Næstved Gavekort på 250 kr. 7 x 2 fribilletter til Krokodille Zoo og Fidybamser til 10 skattejægere samt slikpinde til alle.  Skattekort kan hentes gratis i Den Grønne Butik fra lørdag den 12. oktober.

Har du en tegner gemt i maven?

Centerforeningen og Tormod Tegner inviterer alle tegneglade børn og voksne til hyggelige timer i tegneworkshop. Her kan du lære, hvordan man laver spændende og skæve billeder af kombidyr. Børn og andre legesyge mennesker har altid lavet sjove kombinationer af dyr. Men det at navngive dem er nyt. Et kombidyr er et væsen, som er sat sammen af dele af et eller flere dyr.

Hvad siger du til at møde en Edderdille en mørk aften på vej hjem fra håndbold? Svømmer Kronrossen godt? Og er Pandamelen mon mere nuttet end mærkelig? Kom og tegn med!

Vi skal lave tegnede små forløb med udgangspunkt i temaerne: Møde, venner, leg og slåskamp. Der kan også være tale om enkeltvise illustrationer, fortæller Tormod Tegner, der også viser egne tegninger og fortæller inspirerende historier undervejs. Tegneworkshop torsdag den 17/10 fra kl. 14.00 – 16.00.

Eventyrlig og gratis skattejagt sammen med Dragerytterne

Mød op på Fakta-Torvet, fredag den 18. oktober mellem 13.00 – 15.00. Her venter Ridderen på at hjælpe dig – gerne sammen med en voksen –  ud på en eventyrlig skattejagt. Her møder du både Disney-prinsesserne Anna & Rapunzel og trolde-orkerne Lillefod og Snaske. Selvom de to sidstnævnte ser farlige ud, kan vi fortælle dig, at trolde-orkere kun spiser pebernødder, som gror på et specielt træ. Hvilket kan du se, når du kommer!

Du kan også glæde dig til at overvære, hvordan der kæmpes på livet løs for at få fat i nøglen til skattekisten. Det kan godt afsløres, at det lykkes for prinsessen, så du og Ridderen kan åbne skattekisten, som er fyldt med slikposer og andre søde sager til dig og alle de andre skattejægere.

Ansigtsmaling lørdag 19/10 kl. 10.30 – 12.30
Pernille fra StarCat er parat til at forvandle børnenes ansigter til f.eks. deres yndlingsdyr.

Kom og mærk på en slange, lørdag 19/10 kl. 11.00 – 13.00
Camilla fra Krokodille Zoo tager nogle af sine små venner med til butikscenteret, hvor du kan komme til at røre ved en slange, en øgle og en alligator – hvis du tør

Cowboyshow lørdag 19/10 kl. 11.30- 12.00
Kom og oplev et forrygende show med Texas Jack. Der er fuld fart på lige fra start, når indbegrebet af en ægte cowboy svinger sine lassos lige så skarpt som sin tunge. Texas Jack er af en særlig støbning og formår at underholde såvel børn som voksne. Som den eneste i Danmark jonglerer han med sine revolvere. Sekundet efter er han i gang med en tryllekunst, så elegant, at man tryllebundet må undre sig. Texas Jack er en sand multikunstner. Hele tiden har han sit publikum med, børn som voksne.

X